De tre principper

De Tre Principper

Tanke - Bevidsthed - Livskraft

Introduktion

Se mere

De Tre Principper – tanke, bevidsthed og livskraft – peger på den grundlæggende måde, vi oplever livet på. De blev formuleret af Sydney Banks i 1970’erne og beskriver, at vores oplevelse af verden ikke skabes af ydre omstændigheder, men af vores egne tanker i øjeblikket.

Tanken er det, vi bruger til at forme vores oplevelse af livet, det er gennem tanker, at vi skaber mening og følelser. Bevidstheden giver os evnen til at opleve vores tanker og dermed skabe vores personlige virkelighed. Livskraften er den energi, der ligger bag alt liv, og som alt opstår ud fra. 

Når vi får øje på, at vores følelser og oplevelse af livet ikke kommer fra verden omkring os, men fra vores egne tanker omkring verden, er det muligt at forholde os til det vi oplever på en fundamentalt anden måde og af den vej opnå en større indre frihed. Vi behøver nemlig slet ikke, hverken kontrollere eller ændre tankerne, de skifter af sig selv, ligesom skyer på himlen. Når vi falder til ro i denne forståelse, åbner vi os for en anden tilgang til vores indre liv, der kan være livsforandrende. 

TANKE

1
Hvad er tanken?

Se mere

Hvad er tanken?

Tanker er det, der skaber vores oplevelse af livet. Det betyder også, at den følelse, vi har i et givent øjeblik, stammer fra de tanker, der dukker op i nuet. Det betyder, at vores oplevelse ikke kommer direkte fra det, der sker omkring os, men fra hvordan vi tænker om det.

Forestil dig, at du venter på en vigtig besked. Hvis du tænker, at der sikkert er dårlige nyheder på vej, vil du måske føle uro eller bekymring. Hvis du i stedet tænker, at alt nok skal gå, vil du føle dig mere afslappet. Det er den samme situation, men dine tanker skaber to vidt forskellige oplevelser.

Tanker kommer og går hele tiden, og vi har ofte langt flere, end vi selv lægger mærke til. Nogle tanker tager vi alvorligt og dvæler ved, mens andre forsvinder af sig selv, fordi vi lader dem være. Når vi forstår, at vores tanker er flygtige og ikke nødvendigvis sandheden omkring verden og os selv, så kan vi begynde at slappe af overfor tankestrømmen og slippe noget af identifikationen med den. 

2
Hvordan tanker former vores oplevelse af verden

Se mere

Hvordan tanker former vores oplevelse af verden

Vores oplevelse af verden skabes ikke direkte af det, der sker omkring os, men af de tanker, vi har om det. Tanker fungerer som et filter, der farver den måde, vi ser og føler på i enhver situation. Derfor kan to mennesker opleve den samme begivenhed på vidt forskellige måder.

Forestil dig for eksempel to personer, der står foran en stor forsamling for at holde en tale. Den ene tænker: “Det her er en fantastisk mulighed, jeg glæder mig!” og føler sig spændt og energisk. Den anden tænker: “Hvad nu hvis jeg dummer mig?” og føler sig nervøs og usikker. Begge står i præcis den samme situation, men deres oplevelse er markant forskellig, fordi deres tanker er forskellige.

Det betyder ikke, at vi bevidst vælger vores tanker, eller at vi altid kan kontrollere dem. Men når vi forstår, at vores oplevelse kommer indefra, fra vores egne tanker i øjeblikket, kan vi begynde at tage vores følelser lidt mindre alvorlige. Vi ser, at vores sind hele tiden skaber nye tanker, og at vores oplevelse af livet derfor altid er i bevægelse.

3
Tanker kommer og går –
helt af sig selv

Se mere

Tanker kommer og går – helt af sig selv

Tanker er ikke noget, vi styrer bevidst. De opstår af sig selv, skifter konstant og forsvinder igen, ligesom skyer, der driver over himlen. Vi har hundredvis af tanker i løbet af en dag, men langt de fleste bemærker vi ikke engang – de dukker op og forsvinder igen uden videre.

Problemet opstår, når vi begynder at tage nogle tanker meget alvorligt og hænge fast i dem. Vi kan for eksempel have en tanke om, at vi ikke er gode nok, og hvis vi giver den opmærksomhed, kan den begynde at føles sand. Men hvis vi lader den være, vil den – ligesom alle andre tanker – til sidst glide videre af sig selv.

Når vi opdager, at tanker ikke er faste eller endegyldige sandheder, får vi en større frihed. Vi behøver ikke analysere eller bekæmpe vores tanker, for de ændrer sig af sig selv. Nogle tanker er hjælpsomme, andre er ikke – men vi har altid mulighed for at lade dem passere i stedet for at lade dem definere os.

4
Sammenhængen mellem tanker og følelser

Se mere

Sammenhængen mellem tanker og følelser

Tanker og følelser hænger uløseligt sammen. Alt, hvad vi føler, udspringer af de tanker, vi har i øjeblikket. Hvis vi tænker bekymringstanker, føler vi os bekymrede. Hvis vi tænker glade tanker, føler vi os glade. Følelser er med andre ord ikke en direkte reaktion på verden omkring os, men på vores egen tænkning om den.

Forestil dig, at du sender en besked til en ven og ikke får svar med det samme. Hvis du tænker: “Måske er hun sur på mig”, vil du sandsynligvis føle dig usikker eller urolig. Hvis du i stedet tænker: “Hun har nok bare travlt”, vil du måske ikke tænke mere over det. Situationen er den samme, men dine følelser ændrer sig afhængigt af, hvad du tænker.

Når vi begynder at se denne sammenhæng, kan det gøre en stor forskel. Det betyder, at vi ikke behøver at tage alle vores følelser for absolutte sandheder – de er blot en afspejling af vores tanker i øjeblikket. Og fordi tanker altid er i bevægelse, vil vores følelser også ændre sig helt af sig selv.

5
Tanker –
mere end bare bekymringer

Se mere

Tanker – Mere end bare bekymringer

Det er let at forbinde tanker med bekymringer, overanalysering og selvkritik, fordi vi alle har oplevet at sidde fast i tankemønstre, der føles begrænsende. Men princippet Tanke er langt mere end det – det er også kilden til indsigt, kreativitet og nye perspektiver.

Tanker opstår spontant, og lige så let som bekymringer kan dukke op, kan der også opstå en ny idé eller en pludselig forståelse, der ændrer vores syn på en situation. Mange har oplevet at finde løsningen på et problem, mens de går en tur eller tager et bad – ikke fordi de anstrengte sig for at tænke sig frem til svaret, men fordi deres sind slap taget i den gamle tænkning og gav plads til noget nyt.

Når vi ikke tager vores tanker for alvorligt eller hænger fast i dem, bliver der mere plads til de friske, intuitive tanker, der ofte er langt mere hjælpsomme. Vi kan ikke styre, hvornår vi får en indsigt, men vi kan lære at genkende, at vores sind er skabt til at forny sig selv, og at klarhed og nye perspektiver altid er inden for rækkevidde.

BEVIDSTHED

1
Hvad er bevidsthed?

Se mere

Hvad er Bevidsthed?

Bevidsthed er det, der gør os i stand til at opleve livet. Uden bevidsthed ville vi ikke registrere vores tanker, følelser eller omgivelser – vi ville slet ikke opleve noget. Bevidsthed er det, der giver farve og dybde til vores oplevelse og gør os i stand til at mærke og forstå verden omkring os.

Tænk på, hvordan en sang kan lyde anderledes, alt efter om du lytter opmærksomt eller har tankerne et andet sted. Det er ikke sangen, der har ændret sig, men din bevidsthed om den. På samme måde påvirker vores bevidsthed, hvordan vi ser os selv, andre mennesker og livet generelt.

Bevidsthed er ikke noget, vi skal opnå – vi har det allerede. Men vi kan blive mere opmærksomme på, hvordan det fungerer. Når vi forstår, at vores oplevelse af livet ikke kun formes af tanker, men også af vores bevidsthedsniveau, får vi en ny forståelse af, hvorfor vores perspektiv kan ændre sig, uden at ydre omstændigheder gør det.

2
Bevidsthed ift. tanker, følelser og kropslige fornemmelser

Se mere

Bevidstheden ift. tanker, følelser og kropslige fornemmelser

Bag dine tanker, følelser og kropsfornemmelser findes din bevidsthed, den stille tilstedeværelse, der ser det hele ske. Det er din bevidsthed, der lægger mærke til, hvordan tanker kommer og går, hvordan følelser bevæger sig i intensitet, og hvordan kroppen mærker og sanser. Din opmærksomhed er det redskab, bevidstheden bruger. Alt efter hvor du retter den hen, formes din oplevelse af verden, og den virkelighed, du lever i. Når du bliver fanget af bekymringer, glemmer du let, at du ikke er dine tanker, men bevidstheden bag dem, noget dybere og større. Det samme sker, når følelser eller kropslige signaler tager over. Men det er altid muligt at vende tilbage til bevidsthedens perspektiv og blot være den, der observerer. Og fra det rolige, stabile sted kan du møde livet på en anden og mere afbalanceret måde.

3
Bevidstheden bevæger sig naturligt op og ned

Se mere

Bevidstheden bevæger sig naturligt op og ned

Vores bevidsthed er ikke statisk, den bevæger sig op og ned hele tiden, ligesom vores energiniveau eller humør. Nogle dage føler vi os klare i hovedet, åbne og rolige, mens vi andre dage oplever verden gennem et slør af frustration, bekymring eller forvirring. Det interessante er, at omstændighederne omkring os ikke behøver at ændre sig, men vores oplevelse af dem gør det, fordi vores bevidsthedsniveau skifter.

Når vi er i en lav bevidsthedstilstand, føles vores problemer større, vores tanker tungere, og verden mere begrænset. Vi ser ikke løsninger, fordi vores fokus er snævert, og vi reagerer ofte mere automatisk og følelsesladet. Når vores bevidsthed stiger, ser vi det samme liv med et nyt perspektiv. Vi får en følelse af overblik, ro og større forståelse, både for os selv og andre.

Det vigtigste er at vide, at vi ikke behøver at tvinge vores bevidsthed op på et højere niveau. Det sker helt naturligt, når vi ikke hænger fast i tunge tanker. Bevidstheden er lige som himlen mens tankerne er som skyer. Det betyder også at når vi har en dårlig dag, så ved vi, at vores sind og perspektiv altid vil klare op igen, fordi himlen stadig er der klar og fin som altid, når skyerne er opløst. 

4
Bevidsthed og det at være til stede i nuet

Se mere

Bevidsthed og det at være til stede i nuet

Bevidsthed er det, der gør os i stand til at opleve øjeblikket, som det er. Bevidsthed er det stille, levende nærvær bag vores tanker og følelser. Den er ikke noget, vi skal skabe, den er der allerede, som det sted i os, der ser, mærker og fornemmer uden at dømme. Når vi retter vores opmærksomhed mod nuet, åbner vi for den bevidsthed. Nuet er fri for fortidens historier og fremtidens bekymringer. Her og nu er der blot væren og en enkelhed, hvor vi kan opleve livet direkte. I dette nærvær kan tankerne falde til ro, og vi kan mærke os selv på en dybere måde. Bevidsthed i nuet giver klarhed og ro, selv midt i ydre uro. Det er ikke en teknik, men en erkendelse af, at vi allerede er og ikke kan være andet end bevidsthed, der er til stede i øjeblikket.

Bevidstheden gør os i stand til at rette vores opmærksomhed hen på det vi selv ønsker i stedet for der, hvor vores tankestrømme tager os hen. Opmærksomheden er vores bevidstheds redskab, der gør os i stand til at være nærværende og leve i nuet og fokusere på det vi har lyst til. 

LIVSKRAFT

1
Hvad er Livskraft?

Se mere

Hvad er Livskraft?

Livskraften er en energi, der er i alt. Alle mennesker har den inden i sig, og den strømmer også gennem naturen og alt andet. Det er en energi der er i kontinuerlig forandring og er fundamentet for liv. 

I vores oplevelse af livet viser Livskraften sig som en naturlig evne til at få nye tanker, se tingene på en ny måde og navigere i udfordringer, selv når vi føler os fastlåste. Nogle gange mærker vi det tydeligt, f.eks. når vi pludselig får en indsigt eller en løsning på et problem, vi ikke kunne tænke os frem til. Andre gange er det mere subtilt, men det er altid til stede i os.

Livskraften er også et udtryk for den indre visdom, kreativitet, kærlighed og ro som vi alle har med os i vores kerne. 

2
Den dybere intelligens i naturen, kroppen og sindet

Se mere

Den dybere intelligens i naturen, kroppen og sindet

Livskraften arbejder konstant i vores krop og sind og vi behøver ikke kæmpe for at få adgang til denne energi. Når vi begynder at forstå, at vi er en del af noget større, at vi er forbundne og at vi har adgang til en anden form for viden, der ligger ud over det vi intellektuelt kan tænke os til, kan vi slippe noget af den mentale kamp og i stedet lade os guide mere af vores indre visdom.

I sindet viser denne intelligens sig gennem de tanker, ideer og løsninger, der spontant opstår, når vi mindst venter det. Har du nogensinde oplevet at være fastlåst i et problem, og så pludselig, når du slapper af, dukker løsningen op helt af sig selv? Det er Livskraft i aktion.

Når vi begynder at få øje på denne intelligens i vores eget liv, kan vi få mere tillid til, at vi ikke behøver at regne alt ud eller kontrollere alting med vores tænkning. Vi kan give mere plads til det naturlige flow og opdage, at vi ofte bliver guidet i den rigtige retning, når vi ikke spænder imod.

3
Hvad nu hvis din psykologiske sundhed allerede er indeni dig?

Se mere

Hvad nu hvis din psykologiske sundhed allerede er indeni dig?

Forestil dig at du allerede er okay, og at det ikke er noget, du skal opnå eller skabe, fordi du allerede har det! 

Hvis det var sådan kunne du stoppe med at lede efter noget udenfor dig selv, der skulle opfylde dit behov efter lykke.

Du ville begynde at lytte mere indad, med tillid til at der faktisk findes noget klogt og kærligt i dig, som du kan støtte dig til.

I stedet for at tænke, vi skal fikse os selv, lære noget nyt, eller blive bedre versioner af os selv for at have det godt, ville vi begynde at opdage, at vi allerede er okay. Og når vi mærker det, falder vi ofte mere til ro. Fra den ro kommer der klarere tanker, bedre beslutninger og en dybere kontakt til livet.

4
At stole på Livskraftens naturlige flow

Se mere

At stole på Livskraftens naturlige flow

Jo mere vi forstår denne kraft, jo lettere bliver det at stole på, at vi ikke behøver at kontrollere alting med vores intellekt alene. 

Mange af os er vant til at kæmpe med vores tanker og forsøge at regne alt ud. Men ofte kommer de største gennembrud, når vi giver slip og lader svarene opstå naturligt. Når vi ikke kæmper imod eller forsøger at kontrollere, kan Livskraftens visdom flyde mere frit.

At stole på Livskraften betyder ikke, at vi aldrig vil møde udfordringer, eller at vi bare skal lade stå til. Men det betyder, at vi kan møde livet med en grundlæggende tillid til, at vi altid har adgang til vejledning, indsigt og nye perspektiver, uanset hvad vi står i, og at selvom noget er svært, så er man stadig okay inderst inde.